Vi har i Lean Akademiets Lean Netværk besøgt Coloplast i Mørdrup, og det var en god oplevelse med masser af inspiration.
Man bliver lidt stolt som dansker, når man besøger en dansk ”verdensomspændende” virksomhed. Vi fornemmede med det samme, at Coloplast har stort fokus på udvikling - især på udvikling i forhold til kundens behov. Der kan være stor forskel på, hvad specialisterne tror, og hvad brugerne ved og oplever. Så netop samspillet imellem brugere og udvikling er virkelig interessant.
En ting er dog den interessante udvikling - noget andet er, at Coloplast som stor børsnoteret virksomhed skal producere effektivt i rette kvalitet. Og her må vi sige, at der er fuld fart på Lean implementeringen. Det er ikke bare tilfældige nedslag. Lean implementeringen tager udgangspunkt i Coloplasts overordnede strategi og mål. Her er et af de overordnede mål for eksempel, at OEE skal forbedres, og ramp-up perioden skal forkortes. For at dette kan lade sig gøre, har der været fokus på problemløsning som er et af de centrale værktøjer i Lean implementeringen. Billedet viser et eksempel på en problemløsningstavle.
"Hatten af"
Næste skridt bliver Toyota Kata. Coloplast Mørdrup i lighed med Coloplast i Thisted står over for en bred udrulning af Toyota Kata i produktionen.
Det, der imponerede mig mest, var dels den systematiske Lean uddannelse af medarbejderne, som giver medarbejderne en grundæggende forståelse for Lean og problemløsning, og dels topledelsens fokus på Lean og Toyota Kata.
Bo Brønager, som er Lean Manager i Mørdrup og også medlem af vores Lean Netværk kunne fortælle om, ikke kun hvordan medarbejderne blev involveret og udviklet i Lean tankegangen. Men også hvordan topledelsen efterspurgte både Lean og Toyota Kata.
Jeg tager hatten af for den ihærdighed og gæstfrihed, man møder hos Coloplast. Og dette er ikke en lang beskrivelse af, hvordan de arbejder med Lean implementering, men mere en anerkendelse af en virksomhed. Coloplast ved, hvad de vil, og hvorfor de vil netop det.